Amanda fra Kerteminde

Statuen Amanda er Kertemindes vartegn udført af kunstneren Robert Lund Jensen i 1954 og symboliserer Kertemindes dejlige døtre; friske og yndige.

Historien om Amanda stammer fra en pige oprindeligt født Sophie Krag. Hun var en ung pige fra Kerteminde, som endte med at lide en krank skæbne og døde af sygdom kun 40 år gammel.

Hun var en del af en søskendeflok på 8, og datter af urmager Edvard Krag og hustru Marie Catrine Ovesen Wittrock. Hun rejste som 20 årig til København for at blive skuespillerinde, som hendes søster Augusta Møller.

Hun blev optaget som revyskuespiller på Nørrebros teater, og blev hurtigt optaget af "skuespillerkredsen". Hun blev der forlovet med forfatter Anton Melbye, som var 10 år ældre.

Historien fortæller så, at hun mødte en gammel bekendt fra Kerteminde, jurastuderende Wilhelm Nielsen, som endte med en flirt, selvom hun var forlovet. Det endte med et alvorligt brud på forlovelsen, som satte forargelsen i det bedre borgerskab i gang, og en af Anton's gode venner, komponisten Axel Schwanenflügel, skrev til vinterrevyen en vise "Harper i luften" fra 1893. Den berømte vise med den kendte indledningslinje "Min Amanda var fra Kerteminde".

Byen Kerteminde har selvfølgelig forlængst tilgivet sin "Amanda" for sin troløse udskejelse og sluttet hende til sig med en statue, som symbol på Kertemindes dejlige døtre der - friske og yndige, som de er - bør elskes.

Ordet Amanda er latin og betyder: den der bør elskes.

Del denne side

Sangen | Min Amanda var fra Kerteminde

Min Amanda var fra Kerteminde,
og hun kom til København i fjor,
sikke hendes øjne kunne skinne,
hendes tænder var som perlemor.
Hun var slank og rank, og jeg vil anta',
cirka tyve tommer i figur.
Og jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur,
ja, jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur.

Skæbnen kommer, når man mindst den venter,
hør nu bare, hvad der mig er hændt:
Sidste søndag traf vi en bekendter,
og Amanda sa' han var student.
Med et smil tog han sin hat galant a',
og Amanda smilede igen.
Og så præsenterede Amanda
mig studenten som en barndomsven,
ja, så præsenterede Amanda
mig studenten som en barndomsven.

Og vi fulgtes ad til Esplanaden,
det var lummervarmt den formidda',
og ved pavillonen spurgte raden,
om vi sku' et lille bæger ta'.
Og da just der var en tom veranda,
og som sagt det var et dejligt vejr,
blev vi herrer enig med Amanda
om at ta' den lille genstand der,
blev vi herrer enig med Amanda
om at ta' den lille genstand der.

Efterhånden fik vi noget at drikke,
jeg kan ikke huske, hvad vi fik,
men jeg husker nok, at jeg fik hikke,
og gik udenfor et øjeblik.
Men da jeg kom ind igen, jeg fandt a',
der var ganske tomt ved vores bord!
Der var ikke skygge af Amanda
af studenten heller ikke spor,
der var ikke skygge af Amanda
af studenten heller ikke spor.

Ak, nu er min lykkestjerne dalet,
ranet af en medicinsk student,
han er på Kommunehospitalet,
og derinde er jeg ikke kendt.
Derfor spø'r jeg, tror De, det er sandt a',
læger over kød og blod har ret?
For når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka'ske lavet til skelet,
for når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka'ske lavet til skelet.