Vikingemuseet Ladby

Vikingemuseet Ladby

På Vikingemuseet Ladby ved Kerteminde Fjord kan du besøge Danmarks eneste skibsgrav fra vikingetiden – en attraktion af internationalt format.Vikingeskibsgraven – også kaldet Ladbyskibet – ligger i en genopført gravhøj på det sted, hvor den blev fundet i 1935. Arkæologiske undersøgelser har fastslået, at vikingeskibet omkring år 925 blev trukket op på land og den døde stormand, der sandsynligvis var ejermanden, derpå gravlagt i det i en høj sammen med sine heste, hunde og andet kostbart gods.

Museets basisudstilling

Vikingemuseet Ladbys hovedattraktion er ganske vist vikingeskibsgraven; men museet er ikke blot ”verdens mærkeligste søfartsmuseum”, som en tidligere direktør for Nationalmuseet udtrykte det, men museum for hele det nordøstfynske vikingeland i særdeleshed og vikingetid i almindelighed.

Museets udstillingsbygning, som blev renoveret og udbygget i 2007, rummer således mange af de forhistoriske (primært vikingetidige) fund, der er gjort på Nordøstfyn, inklusiv gods fra vikingeskibsgraven, og i udstillingsbygningen fortælles både historien om skibsgraven og vikingerne på Nordøstfyn og generelt. Endvidere formidles Ladbystormandens sidste rejse på en ny og utraditionel måde i kælderen. Her kan man opleve illusionen af at være blevet hensat til en dag omkring det tidspunkt, hvor den døde stormand blev lagt i sit skib, klar til færden til det hinsides. En kopi af Ladbyskibet i fuld størrelse, genskabte vikinger, døde heste m.m. samt lyd- og billedvirkninger har til formål at befordre en stemningsbetonet og fantasiæggende oplevelse af begivenhederne, som de kunne have udspillet sig dengang for mere end 1000 år siden.

Særudstillinger og aktuelle fund
Vikingemuseet Ladby er et museum i udvikling. Med jævne mellemrum er der særudstillinger om eller med relation til vikingetid og aktiviteter for børn og voksne. Og så formidler vi løbende ”gammelt nyt” i Aktualitetsrummet i form af resultaterne af nogle af vores – den på museet residerende Afdeling for Landskab og Arkæologis – arkæologiske udgravninger på Nordøstfyn samt øvrige projekter. 

Både- og skibsbyggeri

At Vikingemuseet Ladby er et museum i udvikling, ses også af, at disse år står i byggeriets tegn. Det er målet, at Vikingemuseet Ladby med konsulentbistand fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde og med Ladby Skibslaugs arbejdskraft skal bygge intet mindre end en 1:1 kopi af Ladbyskibet. Men først gælder det renoveringen af en færøbåd og bygningen af en kopi af den mindste af Gokstadbådene – som blev fundet ved Gokstadskibet i Norge i 1880, og som er dateret til omkring 895 (vikingetid).
Museets skibsbyggeri sker vel at mærke efter alle kunstens regler. På nær færøbåden vil de hænder (og hoveder), der bygger Gokstadbåden og Ladbyskibet, gøre det sådan, som vikingerne må formodes at have gjort det. Det er og bliver en kæmpe udfordring! Færøbåden og Gokstadbåden er gode øvelser før det store Ladbyskib.
Det er planen, at skibet og muligvis også bådene skal søsættes i Kerteminde Fjord. Alle vil med tiden kunne opleve en tur på fjorden på rigtig vikingemanér.

Læs meget mere om skibsgraven, byggeriet af et nyt vikingeskib, fremstillingen af en billedfortælling om Ladbyskibet, inspireret af det berømte tapet fra Bayeux og meget mere på Vikingemuseet Ladbys hjemmeside.
 

Info om adgangsforhold og tilgængelighed

Både museumsbygningen og højen med vikingeskibsgraven er handicapvenligt indrettet med ramper, ingen dørtrin og for museumsbygningens vedkommende elevator.

Turen fra parkeringspladsen foran museumsbygningen til museumsbygningen samt turen fra sidstnævnte til højen kan være udfordrende på grund af henholdsvis grus og jordsti, som i sagens natur ikke er 100% plan.

I kælderetagen i museumsbygningen er der et toilet, som er velegnet til handicappede. Kælderen nås let med elevatoren.

Der er fri entré for handicaphjælpere, der besøger museet i arbejdstiden. Førehunde er velkomne.

Museet råder over en kørestol, som kan lånes.

 

 

Opdateret af:

VisitKerteminde js@visitkerteminde.dk
 

Kontakt

Adresse

Vikingevej 123
5300 Kerteminde

Telefon

+45 65321667

Fax

+45 65323469

Fakta

  • Faciliteter

    • Museumsbutik/Kiosk
    • Parkeringsplads for busser
    • Restaurant/Cafe
    • Museet rummer levendegørelse
    • Medbragt mad er tilladt
    • Aktiv deltagelse mulig
  • Klassifikation

    • Johanneskors
  • Samlingernes emne

    • Kulturhistorie
    • Vikingetid
    • Håndværk
    • Skibe

Find vej

Find vej til dette sted

Fra

Transport

  • Se geokoordinater

    Longitude : 10.615198
    Latitude : 55.445401

Del denne side