Gå til indhold
©  Foto:

En fynsk aften i ord og toner til Hindsholm. Den landfaste ø

Oplev fotograf og billedkunstner Charlotte Haslund-Christensen i en samtale med kunsthistoriker Kristine Kern, rektor på Det Fynske Kunstakademi. Aftenen fortsætter i festligt musikalsk lag, når den legendariske duo Lasse & Mathilde giver koncert.

Arrangementet vil i ord og toner tage os med på en medrivende, nysgerrig og tankevækkende opdagelsesrejse i anledning af særudstillingen Hindsholm. Den landfaste ø.

Kl. 19.00 Bag om kunsten og de ”indfødte”
Med udgangspunkt i Charlotte Haslund-Christensens nye billeder i fotoserien Indfødte fra Hindsholm, som hun viser på udstillingen Hindsholm. Den landfaste ø, vil samtalen kredse om hendes metode og måder at arbejde med fotografiet på. Ligesom De indfødte-serien er flere andre af Haslund-Christensens projekter som eksempelvis Who’s Next? dokumentarisk registrerende samtidig med, de tydeligt placerer sig indenfor samtidskunstens felt. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs og bagefter.

Kl. 20.15 Lasse & Mathilde spiller
Den fynske, langtidsholdbare duo Lasse & Mathilde kommer på Johannes Larsen Museet og giver en koncert i anledning af Hindsholm. Den landfaste ø.

Duoens seneste fælles album “Hvem drømmer Hvem” er tilegnet Kærlighed og Stamina, to begreber, der rammer duoen godt ind. Lasse & Mathilde vil tilrettelægge koncerten, så den passer dels til museet og til særudstillingen, som er arrangementets anledning. Der vil være sange til naturen og fugle, og et par af de velkendte numre kommer også med.

Om Charlotte Haslund-Christensen
Charlotte Haslund-Christensen er som fotografisk billedkunstner uddannet dels i Danmark (ved Fotoskolen Fatamorgana), dels i USA (ved International Center of Photography, New York). Efter en rejse rundt i hjemlandet med kameraet nysgerrigt rettet mod sine landsmænd, lancerer hun ”de indfødte” som titel på den udstilling, som bliver hendes kunstneriske gennembrud. Hentet ind fra etnografiens bagkatalog giver begrebet associationer til de forrige århundreders opdagelsesrejsende, der med gevær og tropehat bragte billeder hjem af ”de vilde” i Afrika og Australien. Men når ”de indfødte” bærer jeans og krøllet vindjakke og ligner nogen, vi kunne møde i Brugsen, så bliver frontalopstillingen først morsom, siden urovækkende - sikkert fordi fotografierne antyder, hvordan et europæisk ”herrefolk” i sin tid samlede og katalogiserede underordnede artsfæller i et lukket videnskabeligt system.

Charlotte Haslund-Christensen vil og gør det modsatte. Hun bruger film og kamera til at få folk i tale, også på den nordøstfynske halvø Hindsholm. Men hun dokumenterer bevidst ufuldstændigt… hvad folk på Hindsholm hedder, og hvad de lever af og for, det må vi som tilskuere selv gætte os til.

Om Lasse & Mathilde
Lasse & Mathilde er nu udnævnt til ikoner i dansk musikliv af de yngre generationer, og den folkekære duo er ganske vist bosat i Lundeborg, men kun for at komme videre ud i verden. De er danske ind til benet, ja, men henter masser inspiration fra hele verden. De musikalske venner gennem årene, er mange af ”cremen” fra dansk musikliv og topnavne fra USA. Vennerne har altid nydt godt af Lasse & Mathildes gæstfrihed og smittende humør.

Det var i 1975 at Mathilde Bondo´s første soloplade ”Pigesind” med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner, udkom. Og det blev starten på duoen, på scenen og privat. Som mangeårige medarrangører af Midtfyns Festival fik duoen udvidet det musikalske netværk. Internationale musikalske forbindelser gav et tæt samhørighedsforhold til New Orleans og byens rige musikliv. Lyrikken har vejet meget til i Lasse & Mathildes sangskrivning, efter Tove Ditlevsen blev der sat musik til blandt andre: Poul Henningsen og ”den anden PH” : Piet Hein, Martha Christensen, - og mange flere gode ord! En oplevelse med spændvidde og stemning, der varmer. Og hvad får publikum så, når de forventningsfulde går til en koncert med Lasse & Mathilde – ud over violin, guitar og to varme stemmer? Jo, de får et herligt mix af det ovennævnte – fra blues til poesi, lidt jazz, lidt rock, tekster med kant og til eftertanke, og ind imellem et par kommentarer, der forklarer ”det hele”, løser op med underfundig humor, og som skaber en varm og dejlig stemning over en koncert med spændvidde, musikalske udflugter og gedigen hygge. Kunstnere er altid søgende, hvis de vil videre, og det vil Lasse og Mathilde! Med tekster til eftertanke, til en befriende latter og stænk chili til en lige lovlig kynisk tidsalder. En koncert med det hele, og en koncert med gode minder, der appellerer til genhør og gensyn. Så publikum får en oplevelse med musikalitet og humor i højsædet fra duoen.