skip_to_main_content

Hvad vil du gøre, hvis du møder en drage?

Anders Lundt Hansen gengiver fortællinger fra Hobbitten for hele familien.

Selv om man ikke er helt gammel nok til at se Hobbitten i biografen, skal man ikke snydes for Tolkiens fortællinger.

En hobbit er ikke meget større end et barn, og hvordan kan sådan en størrelse dog klare sig i en verden med trolde, troldmænd, dværge og ikke mindst drager? Hvis hobbitten skal klare sin farlige opgave, må han være snedig, god til at skjule sig, og god til at bruge sin fantasi-ven!

Tolkien skrev Hobbitten som en børnebog, hvor børnene identificerede sig med den lille hobbit i en verden fyldt med store og larmende væsener, der træffer beslutninger hen over hovedet på småfolkene. Derfor jubler ungerne, når de vældige og kluntede skabninger finder ud af, at de ikke kan klare sig uden hobbitterne og deres måde at se tingene på. Gang på gang må hobbitten træde til for at løse gåder, narre fjender og finde de små spor som andre overser. For med god forstand og gode venner kan man klare alle problemer. Selv en drage!

Det er gratis at deltage i foredraget, men tilmelding er nødvendig – husk derfor at bestille din billet her på siden. 
Obs. Både børn og deres voksne skal have billetter.

Anbefales for de 6-12 årige.

Foredraget er en del af Kerteminde Dragefestival. Det er en børne- og familiefestival, som foregår i efterårsferien i uge 42. Festivallen kulminerer lørdag d. 23. oktober med drageflyvning på Nordstranden i Kerteminde, hvor der vil være markedspladsstemning med stande, aktiviteter, dragebygning og drageflyvning.

Dragefestivallen arrangeres af Fjord&Bælt i samarbejde med Johannes Larsen Museet, Kerteminde Bibliotekerne, Plads til alle, Musikskolen, VisitKerteminde og Ladby Skibet.