
Mikrohøjskolen Janus
Velkommen til en højskole, som beskæftiger sig med humanistisk betonede lederkurser, fotorådgivning, drømmeforståelse, skriveværksted samt fotografiske inspirationskurser
MIKROHØJSKOLEN JANUS
Mikrohøjskolen Janus er et kursussted med højskolekarakter, beliggende på Hindsholm små 5 km nordøst for Kerteminde. Skolen oprettedes i 2009 af Lisbet Marschner og Finn Thrane og tilbyder kurser i humanistisk ledelsesfilosofi, i dybdepsykologi samt i ”foto-inspiration”, hvor de deltagende indbydes til en legende og eksistentiel omgang med mediet fotografi. Mikrohøjskolen er indrettet i en gammel skovfogedbolig og ligger naturskønt i en skovlysning på kanten af et senmiddelalderligt voldsted overfor Gl. Broløkke, en fhv. hovedgård under godset Hverringe.
Udover kortkurserne, som annonceres på hjemmesiden, åbner Mikrohøjskolen op for besøg gennem Højskoleaftener, der omtales i pressen, samt for forhånds-tilmeldte grupper på 5-15 pers., der ønsker at besøge ”Mikro-Galleriet” og gennem den aktuelle udstilling få en introduktion til ’fotografiet som kunstart’. (Se yderligere under ”Gallerier” samt www.mikrohøjskolen.dk.)
Lisbet Marschner studerede oprindelig kunsthistorie, men har siden gennem mere end 30 år virket dels som psykoterapeut med private klienter, dels som konsulent i ledelsesspørgsmål for diverse erhvervsgrupper (virksomhedsledere, sygeplejersker, dommere, læger og præster). Ved siden af dette arbejde har Lisbet Marschner oprettet studiegrupper som ”Led dig selv før du leder andre” og formidlet bevidsthedstræning ud fra forskellige vinkler, herunder fx arbejdet med det ubevidste gennem drømme og meditation, se www.lisbetmarschner.dk .
Finn Thrane har som cand. mag. i litteratur og film undervist på Askov Højskole før han fik udfordringen som stiftende leder og gennem 22 år direktør for Museet for Fotokunst, Brandts i Odense. Beskæftigelsen som redaktør og skribent for danske og internationale fotokunstnere har efter pensionen i 2007 fået nyt opsving, ligesom der er åbnet op for hans egen kamerakunstneriske aktivitet, se www.finnthrane.dk .