NU Festival

Fodboldfynboen Lars Høgh er gået sammen med sangeren Michael Falch og koncertarrangøren Hans Thomsen for at skabe en ny charity-festival på
Lundsgaard Gods ved Kerteminde.

‘NU FESTIVAL’ er navnet på det nye initiativ. Alt overskud doneres til kræftforskning, og stifterne satser sammen med godsejerparret Vini og
Rudolf Iuel på, at NU FESTIVAL bliver en tilbagevendende årlig begivenhed på gårdspladsen ved det smukke gods.

Festivalen åbner 10.-11. september i år med en række danske sangskrivere på programmet: Søren Huss, Sebastian, Annika Aakjær, Mathilde Falch, Mads Langer, Hjalmer, Signe Svendsen, Kjartan Arngrim fra Folkeklubben og Michael Falch.

‘NU FESTIVAL’ udspringer af de tanker om livssyn, som trioen Høgh, Falch og Thomsen deler. Det handler om nærvær, passion og socialt engagement. NU’et i festivalens navn skal forstås som et hint til intensitet i øjeblikket, lidenskaben i livsoplevelsen og som en hyldest til livsglæden.
Det er singer/songwritere med poesi i blodet og historiefortællinger i hjertet, der er på plakaten på denne festival, hvor de fleste artister optræder med akustisk prægede set up’s eller helt solo.