Gå til indhold
VisitKerteminde
Fjord & Bælt

Lejrskole på Fjord & Bælt

Foto: Normann Foto

Fjord&Bælt tilbyder dagligt overraskende og interessante præsentationer med dyrene og oplevelsesfortællinger, der både beriger og gør eleverne klogere på havets blå univers. Klap en krabbe, føl en fladfisk og gå på opdagelse på havbunden. Her må eleverne se med fingrene

Danske Hajer

Hvad er farligst – en haj eller en hveps? 
Lever der hajer i Danmark? 
Hvor mange sanser har en haj? 
Hvordan føles det at røre ved en haj? 
Hvordan ser en haj ud indeni?

Hajerne er en af de mest fascinerende og myteomspundne dyregrupper i havet. Med udgangspunkt i de danske hajer ser vi på hajernes tilpasninger og de karakteristika, der kendetegner denne dyregruppe. Sammen med eleverne diskuterer vi, om alle myterne om hajer er sande og gør dem i stand til at forholde sig kritisk til mediernes formidling af f.eks. hajangreb. I den forbindelse diskuterer vi også naturbevarelse, etik og jagt på hajer. Derudover beskriver vi en række af de mest almindelige, danske hajer og gør eleverne opmærksomme på, at hajer i høj grad også er en del af faunaen i de danske farvande. Under diskussionen inddrages forskellige rekvisitter som hajtænder, hajprodukter, filmklip mm. Efterfølgende præsenteres hajernes veludviklede sanseapparat, og eleverne får lov til selv at prøve kræfter med hajernes sanser ved små elevforsøg. Under den anden del af forløbet får eleverne mulighed for at deltage i en hajopskæring, hvor vi kommer helt tæt på en dansk haj og nærstuderer de særlige træk, der gør hajerne succesfulde.

Bådtur

Kom med Fjord&Bælt til havs og giv dine elever en oplevelse.

På bådturen sejler vi ind på Fjorden og/eller ud på Kerteminde Bugt. Turen kan bruges til indsamling af data og krydres med gode fortællinger om området, dyrene og menneskene. Da turen ikke er et fast undervisningsforløb, lægges der op til samarbejde om, hvad lige præcis din klasse skal bruge.

Snorkling

Hvornår har du sidst ligget maske til snude med en nålefisk?

Vi tager våddragter, svømmefødder, maske og snorkel på, og dykker ned under vandet!

På snorkelturen kommer eleverne helt tæt på det våde element og dets beboere. Efter en introduktion til området, instrueres eleverne i brug af udstyret og er så klar til at udforske undervandslivet i havet. De lærer, hvordan man skal lede efter fiskene, krabberne og de mange smådyr, der findes i og omkring tangplanter, sten, sandbund m.v. Biologen guider eleverne gennem denne, for mange grænseoverskridende, oplevelse og fortæller om dyrene vi ser undervejs. Eleverne oplever, hvordan dyrene i havet er tilpasset de forskellige miljøer og får dermed en meget personlig naturoplevelse, som kan styrke indlæringen.

Snorkelturen er samtidig en social aktivitet, som kombineret med de fysiske udfoldelser, de anderledes indtryk og den nærværende formidling, ofte gør et stort indtryk på eleverne. Bemærk: Indholdet i snorkelturen kan variere lidt alt efter vind- og strømforhold.

Strandtur

Hvilke dyr kan man finde på det lave vand ved vores kyster? 
Hvem lever i tangskoven?
Hvordan påvirker vi mennesker naturen? 


Iført waders går vi på opdagelse på det lave vand i Kerteminde Fjord. Vi betragter dyrene under vandet med vandkikkerter og fanger nogle af dem med fiskenet og rejehove. Under strandturen får eleverne et godt indblik i strandens dyreliv og dyrenes levevis og miljø, ligesom de også stifter bekendtskab med dyr og planters forskellige tilpasninger til de forhold, der hersker på deres levested. Gennem observation og undersøgelse af de indsamlede dyr opnår eleverne kendskab til de forskellige dyr og planter i en fjord samt deres placering og rolle i det lokale økosystem. Derudover får eleverne kendskab til, hvad forurening gør ved en fjord. Afslutningen på strandturen kan være, at eleverne selv præsenterer udvalgte planter, dyr eller dyregrupper; dette lader vi være op til læreren at bestemme

Kontaktoplysninger

Fjord & Bælt

Margrethes Plads 1, 5300 Kerteminde

Tlf.: 65 32 42 00

http://www.fjordbaelt.dk/

Del din ferie: