©  Foto:

Bytoften

Bytoften

Et arkæologisk område i det sydlige Langeskov, som for 2000 år siden husede en landsby.

På Bytoften ved Langeskov har arkæologer fundet rester af huse fra bronzealder, jernalder og vikingetid, der efterfølgende er markeret med stolper, så man fornemmer de forskellige landsbystrukturer.

Et af husene er i dag genskabt som et moderne madpakkehus, og du kan nu indtage din medbragte madpakke i omgivelserne, hvor der gemmer sig en flere tusindårig historie. Her fortælles der også via plancher om området og de mange fund, er er gjort her.  Der er moderne toilet i gavlen af madpakkehuset.

Det er samtidig muligt at bevæge sig rundt i området med den gratis app ”natureventyr” i hånden og få den spændende børne-/ungefortælling om vikingedrengen Asgot med det røde skjold. En tur på godt 2½ kilometer i utroligt naturskønne omgivelser.

På Bytoften finder du også en smuk shelterplads (2 stk. shelters + bålhytte), hvor det er muligt at tilberede mad, spise og sove i de flotte omgivelser.

Sådan finder du Bytoften:
Fra motorvejen drejes fra ved afkørsel 47 Langeskov mellem Odense og Nyborg.

Efter frakørsel køres mod syd (væk fra Langeskov). Umiddelbart efter kommer en rundkørsel med en skulptur i midten. Herfra fortsættes til venstre ad Mariesmindevej (mod øst). Forsæt ad vejen indtil den støder til Røjrupvej i et T-kryds. Dér ligger Bytoften (lidt til venstre for vejudmundingen i T-krydset).

Åbningstider:
Området er åbent døgnet rundt og der er gratis adgang

Foto: Naturguide Tonny Jack Nielsen - tjn-natur.dk