©  Foto:

Fritz Syberg: Sommerhytterne

Fritz Syberg: Sommerhytterne. Korshavn. Fyns Hoved. 1910. 

Når man i sit hoved forestiller sig en dansk strand, ser de fleste nok en ren sandstrand, måske med lidt småsten og ellers det blå vand for sig. Men faktisk kan også stranden være fyldt med spændende og smukke vækster, som Fritz Syberg viser på dette billede. Midt for i forgrunden står strandplante med gule blomster og blågrønne stilke og blade.

Vi bliver ført videre ind i billedet i en buet bevægelse, der går langs strandens bugt. Den varierede vegetation skaber forskellige farvebælter i nuancer af gulbrun og grøn, som fører os ind i billedet parallelt med vandkanten. I bevægelsen fra blomstergruppen møder vi to små strandhytter, hvor stranden slår et knæk, og øjnenes rejse slutter ved en gullig sandforhøjning, som glider over i en tæt grøn kratbevoksning.

Fritz Syberg viser os her det magre sands overraskende frodige natur med strandblomsternes gule og blå, mod de tørre farver i strandhalm, strandkål og de bagvedliggende træer, som går fra det lyseste gule til alle nuancer af grøn. Familien Syberg tilbragte fra 1902 til 1910 deres somre på Fyns Hoved i de to små primitive hytter i strandkanten, vi ser på billedet: en gæstehytte og en hytte til den store familie, som på det tidspunkt var på ikke mindre end seks børn. Her dyrkede familien det simple naturlige liv, og Fritz Syberg malede en lang række billeder af naturen, vandet og familien i de år.

Hvor Fyns Hoved i dag tiltrækker en del turister, var Fyns Hoved anderledes affolket i starten af 1900. Her behøvede familien kun at dele området med kreaturer og lejlighedsvis med de lokale fiskere og de mange malerkammerater, som blev inviteret på besøg. På denne måde kunne Fritz Syberg få ro til at skildre den smukke og uberørte natur, og den rene naturglæde med børnenes møde med sol, strand og vand i bedste vitalistiske stil. 

GPS-koordinater: 55.608898, 10.614893