©  Foto:

Porten

Ved Kerteminde Ny Kirkegård står skulpturen Porten af Per Ahlmann. 

Skulpturen står ved Kertemindes Ny Kirkegård, hvor den blev afsløret i forbindelse med nyanlægget af Kirkegårds Allé i april 2014.

”Porten” er jo symbol for overgang og transformation, men der ligger mange tolkningslag i det, fortalte Per Ahlmann til Fyens Stiftstidende. – Det handler nok meget om, hvad man selv er fyldt af i forvejen - for nogle er den meget natur, for andre meget kropsligt, siger Per Ahlmann, der har lavet skulpturen efter at have mødt kirkegårdsleder Ulrik Christiansen og på baggrund af et projekt, keramikeren havde skitserne liggende til.

Per Ahlmann har lavet én anden skulptur til en kirkegård, og så har han lavet enkelte gravsten i keramik. - Det er ret specielt. Jeg har vel lavet cirka 15 keramikgravsten, som står rundt omkring i landet. Men det er noget, jeg arbejder på at udvikle – for keramikken giver mulighed for at bruge mere tid på formgivning og farverne. Og det er meget specielt at være med til, siger kunstneren.

Kunstner Per Ahlmann

Per Ahlmann, født 1965, kan betegnes som en keramisk skulptør, der opererer i meget nær forbindelse med sit materiale. Han fremstiller værker, der forener det konkrete med det abstrakte – skulpturer der blot og bart er skulptur.

Per Ahlmann er uddannet fra Danmarks Designskole i 1995 og har gennem hele sin karriere arbejdet hen imod sit karakteristiske udtryk, der forener konkret med abstrakt, materiale med koncept og håndværk med kunst.

En skulptur er ifølge Per Ahlmann lykkedes, når den virker som en gengivelse af noget man burde genkende, men alligvel er helt abstrakt. At skulpturen kan fremkalde denne fornemmelse bygger blandt andet på en form for selvfølgelighed, som skal være til stede i sammenstillingen og overgangene mellem skulpturens delelementer. Desuden er det et særkende hos Ahlmann, at det specifikt er keramikkens potentiale som skulpturmateriale, der driver ham.