©  Foto:

Siddende kvinde

Den siddende kvinde er en bronzeskulptur af Hanne Varming.

Bronzeskulpturen fra 1993 står på Kerteminde Nye Kirkegård. Den er deponeret her af Ny Carlsbergfondet.

Kunstneren

Hanne Varmings særlige force er et skarpt blik for de skulpturelle motiver i hverdagssituationer. Det kan være en kvinde, der går gennem parken med et barn på hoften eller en gadesælger i Marokko.

Hendes følsomhed og indlevelse i det specifikke ved den enkelte person er stærk. Et helt specielt forhold har hun til gamle koner, et motiv hun begyndte at arbejde med, mens familien boede på Femø. Det motiv har fulgt hende i over tyve år. Snart sidder konen på en stol, en kasse eller en bænk, snart står hun i en dør, måske sammen med en anden kone. I disse skulpturer arbejder Hanne Varming stærkt hen imod det forenklede næsten karikerende billede med vægt på det skulpturelle formsprog.

Hendes evner for at gengive en rumlig illusion i det lave relief har gjort hende til en benyttet skulptør af medaljer og mønter. Hun har også lavet skulpturer i overnaturlig størrelse og skulpturgrupper, som synes at være krøbet ned fra soklen for naturligt at blande sig med det dagligdags liv, f.eks. Familiegruppe ved gavlen til Det gamle Rådhus i Hjørring og Vikingeætlinge i Ålborg. Disse skulpturer viser, at hun ønsker at gøre sine værker alment tilgængelige, så de bliver en fortrolig del af folks hverdag. (Kilde Weilbacks kunstnerleksikon)