©  Foto:

Høkeren

En købmandsbutik som i gamle dage, hvor du kan købe legetøj, spegesild og alt derimellem

Museumsbutikken Høkeren har til huse i en gammel 1700-tals bygning, som er blevet nænsomt restaureret af Kerteminde Kommune i samarbejde med museet. Høkeren samarbejder med en række leverandører landet over for at kunne tilbyde et varesortiment, der er så autentisk som muligt. Fra gulv til loft er butikken fyldt med alle mulige varer lige fra legetøj til spegesild. Kort sagt en rigtig gammeldags ’blandet landhandel’, der får én til at føle sig hensat til begyndelsen af 1900-tallet. 

 

Sæsonåbent

Høkeren har åbent i sommersæsonen samt fra midten af november til og med den 23. december, hvor der er rig mulighed for at købe julegaverne. I Høkeren finder du den gamle danske julepynt som Helligtrekongerslys, englespil og juleklippeark, som mormor havde.

Du kan besøge Høkeren:

1. juni- 31. august OG midt november-23. december

  • Mandag - fredag kl. 10-17
  • Lørdag - søndag kl. 10-16

 

Tilgængelighed

Høkeren er placeret i et autentisk miljø. Derfor har gårdspladsen toppede brosten, og selve butikken har trappesten og dørtrin. Vi er klar med en hjælpende hånd, hvis der er behov for det.

 

Historien bag Høkeren   
Idéen om indretningen af en gammel krambod opstod i 1983 i anledning af Kerteminde Handelsforenings 100-års jubilæum. I samarbejde med Handelsstandsforeningen, Kerteminde Museum, Kerteminde Kommuneskole og Kerteminde Kommune blev boden i Trollegade indrettet med originalt inventar fra nogle af de mange, gamle forretninger, der i disse år blev nedlagt.  Kommunen stillede lokaler til rådighed, mens Handelsstandsforeningen var behjælpelig med administrationen og fremskaffelse af varer. Elever fra kommuneskolen passede boden, og kommunen støttede projektet økonomisk. Eleverne gav boden navnet ”Høkeren”, hvis drift siden hen helt overgik til Kerteminde Museer.
I begyndelsen af 1900-tallet var der høkerforretning i ejendommen.

OBS: Der kan ikke betales med kort