Kloeverstierne

Kløversti | Bystævnet

Foto: kerteminde kommune

Munkebos Bystævne

Indtil sidst i 1700-tallet var landsbyfælleskabet den økonomiske og sociale ramme om landbefolkningens tilværelse. Og sådan havde det stort set været i ca. 800 år.

Landsbyernes dyrkbare areal var, mest på øerne, delt op i 3 marker med konstant rotation mellem vårsæd (byg, havre), vintersæd (rug) og græsbrak, det såkaldte trevangsbrug. For at sikre nogenlunde lige adgang til både god og dårlig jord, var markerne delt op i et antal agre, og på hver af disse havde gårdbrugerne så et antal 8-10 meterbrede lodder, kaldet agerskifter eller ”højryggede agre” efter deres karakteristiske buede profil.

I Munkebo var der i 1797 13 gårdbrugere som var fæstere under Ulriksholm, Østergård, Rørbæk og Sellebjerg. På de 3 marker var der i alt 58 agre med 1978 agerskifter. Eksempelvis hørte de 162 til Toftegård lige syd for bystævnepladsen. Der kunne umuligt være veje til hver af alle disse lodder, så dette sindrige, ældgamle system medførte at gårdbrugerne måtte pløje, så og høste på samme tid. Det, og meget andet der angik fællesskabet, skulle man blive enige om på bystævnet der som regel var nogle kampesten, i rundkreds eller på række. Møderne varsledes med oldermandens byhorn. 

Landsbyfælleskabet gav mulighed for deling af arbejdsbyrder og udgifter. For eksempel når bymarken skulle hegnes, så kvæget kunne holdes ude. Korn og horn skulle jo adskilles, som man sagde. Og det var fordelagtigt for eksempel at ansætte en fælles byhyrde. Socialt gav fællesskabet sig udslag i at man stod hinanden bi i tilfælde af ildebrand og sygdom.

Men landsbyens vedtægter rummede også straffe i form af bøder (”vider”) hvis medlemmerne af bylavet ikke overholdt deres forpligtelser. Og systemet var ikke demokratisk i moderne forstand. Kun gårdbrugerne, de såkaldte grander, ikke husmænd og andre småfolk, havde andel i bymarken, og kun de kunne give møde på bystævnet.  

Udskiftningen 1797

Systemet viste sig dog i længden snærende og økonomisk ufordelagtigt, og med de store landboreformer sidst i 1700-tallet var det slut. Jorden blev udskiftet, dvs. opmålt og omfordelt. I Munkebo skete det i 1797, og her valgte man blokudskiftning, så hver gård fik sin jord samlet i en blok hvilket betød at 5 gårde i byen måtte udflyttes. I løbet af de følgende årtier købte de tidligere fæstebønder så deres gårde til selveje, og bystævnet mistede gradvis sin betydning, selv om det, måske mest ceremonielt, kan have været i brug et stykke op i 1800-tallet.

De vældige ændringer af de fysiske omgivelser som udskiftningen medførte, kan her i byen sagtens sammenlignes med de store forandringer efter 1958 som kun sparede 4 af byens gårde og stuehuset til den femte.

Fæsteren Thomas Christensen

Thomas Christensen blev for sin indsats som officer for Chr. 4 under 30-års krigen belønnet med fæstet af Toftegård, byens største gård. I forbindelse med den svenske hærs ophold i Munkebo i 1659 indskrev han sig i Danmarkshistorien som lokalkendt spejder og vejviser for den danske hær, som under feltmarskal Hans Schack var landsat i Kerteminde og som bidrog til sejren over svenskerne i slaget ved Nyborg.

Byens Brønd

På pladsen lå også byens brønd som endnu anes som en fugtig lavning nogle meter syd for mindestenen.

Her mødes gammelt og nyt

Her på dette sted mødes også den gamle og den nye by. Nørregade forløb før 1961 nogle meter længere mod øst, langs med træerne ved gården, så her var en tragtformet plads, som var en del af den fælles gadejord. Her har man sandsynligvis en gang imellem holdt bystævner, og dette markeredes i 2008 med indvielsen af mindestenen på pladsen.

Nord for lå, hvor nu supermarkedet breder sig, tidligere kun en enkelt gård, ”Rosendalsgården” og lidt syd for denne smedehuset og smedjen. Den nu stærkt trafikerede Lindøalleen var en markvej, ”Smedegyden”, hen mod byens branddam, ”Troelskæret”og videre ad Strandvejen ud mod øen Lindø. Man kan stadig se levn fra den tid, først og fremmest det lille stråtækte hus, som overlevede anlægget af butikstorvet, og enkeltstående træer, også frugttræer, fra datidens haver.