Kloeverstierne

Kløversti | Øen Skålholm

Foto: kerteminde kommune

Kerteminde Fjord og dens inderste del, Kertinge Nor, en af Danmarks smukkeste inderlavninger, blev skabt under den seneste istid for ca. 12.000 år siden, da gletsjere dannede det bakkerige landskab omkring Munkebo. 

Området har siden haft mennesket bevågenhed, men ikke kun på grund af de landskabelige skønhedsværdier. Fra udsigtspunktet kan man se den lille ø Skålholm, og tæt ved den er der gjort fund fra både Ertebølletiden (5.400-3.900 f. Kr.) og fra yngre stenalder (3.900-1.700 f. Kr.). Øens tidligere navn, Skalleholm, kan henvise til dens hvælvede facon eller til mange skalleforekomster. 

Pælespærringen
I Vikingetiden og Middelalderen var der livlig skibstrafik i farvandet. Det var i de åbne bælter en risikabel affære, men Munkebo lå godt beskyttet inde i fjorden. Som en ekstra sikkerhed etableredes dog en såkaldt undervandsspærring af pæle rammet ned i bunden tværs over fjorden lidt vest for Skålholm. Spærringen kom for dagen i 1996 da arkæologer optog 3 pæle fra fjorden, den ældste fra Vikingetiden, den yngste fra begyndelsen af 1200-tallet. 

Tørlægningsplanerne
Både før men specielt efter krigen i 1864, hvor der skulle kompensere for det tabte land, blev mange danske fjorde og vige tørlagt. Og samme skæbne var dele af den indre fjord og noret tiltænkt. Der forelå flere projekter i årene 1863-1874, og det sidste af disse, med en 9-fods dæmning med sluse fra Skålholm til Kertinge Mark, var ved årsskiftet 1874-1875 så godt som på plads. Men det blev Krigsministeriet som i 1876 satte en endelig stopper for planen. Nederlaget i 1864 spøgte, og hvis man kom i krig med Tyskland, var Munkebotangen og Hindsholm af militærstrategiske årsager, i forbindelse med en eventuel tilbagetrækning til Sjælland, så vigtige for landets forsvar at en tørlægning af noret blev opgivet.

I 1881 blev dog en meget lille vig af noret tørlagt. Den lå bag dæmningen, som ses lige vest for øen. 

Rent vand
Noret har i mange år været belastet med husspildevand, hvilket har forarmet miljøtilstanden. Spildevand fra ca. 12.000 personer blev fra renseanlæg i Kerteminde og Munkebo ledt ud i noret og fjorden frem til 1990, hvor det blev ført til Storebælt ved Romsø Sund via en600 m.lang udløbs-ledning. Det gav en reduktion i næringsstofudledningen på knap 50 % for kvælstof og hele 80 % for fosfor. Belastningen i 1995 var på 67 tons kvælstof og 1 ton fosfor. Miljøtilstanden i fjorden er derfor siden hen blevet forbedret, og vandet er blevet renere.

Næringsstofudledningen er dog fortsat for høj, hvilket påvirker miljøet negativt. Igennem mange år er der ophobet store mængder i havbunden, som løbende frigives til vandet. Da spildevandet i dag stort set er fjernet fra noret og fjorden, udgør landbrugets tilførsel af næringsstoffer fra marker langt hovedparten af den samlede udledning.

Fiskeri
Kerteminde Fjord og Kertinge Nor har altid været fiskerige. Tidligere kunne flere fiskere leve af fjorden. Det var hovedsagelig ål og skrubber, der blev fisket efter, men torsk og rødspætter kunne også udgøre fangsten.

Der blev anvendt forskellige fangstmetoder alt afhængig af den fiskeart man fiskede efter samt årstiden. En fisk som ålen blev enten stanget med ålejern eller blev fanget på krog, i ruser og garn. Om vinteren stangede man ål fra udhuggede huller i isen. Når vandet var varmere om sommeren blev ålen gerne fanget ved blusning, som foregik ved at man lyste ned i vandet om natten med lamper for at lokalisere fiskene på lavt vand, hvor de blev stanget med ålejern.

I dag er der ingen erhvervsfiskere, der udelukkende tjener deres føde ved fjorden. Fiskeriet er overtaget af fritids- og bierhvervsfiskere, som hovedsagelig anvender ruser. 

Færre ål
Fangsten af ål har igennem mange år været faldende i fjorden. Reduktionen er ikke kun sket i fjorden, men forekommer overalt i Europa, hvor bestanden på bare 20-30 år er faldet med hele 99 %.  Ålen vil derfor inden for få år være akut truet mod udryddelse. Nedgangen skyldes sandsynligvis overfiskeri, indfangning af glasål i Sydeuropa til opdræt og konsum samt ødelæggelser af ålens opvækstområder i fersk- og saltvand.

Torsk og rødspætter er allerede forsvundet fra fjorden. Iltsvind, ændring og tilbagegang af bundfauna, øget forekomst af trådalger på bekostning af ålegræs kan have forringet fiskenes fødegrundlag og opvækstmulighederne for fiskeyngelen.