kløverstier

Kløversti | Renæssancehavnen

Langebro dannede i 1500 og 1600 tallet et skarpt skel mellem på den ene side det middelalderlige fiskermiljø og på den anden side købmændenes og søfartens havn – renæssancehavnen. Her stod pakhusene og købmandsgårdene tæt.

Flere af dem netop anlagt på denne tid, hvor byen havde sin storhedstid som ind- og udførselshavn for Odense. Her lå også Storkøbmand Niels Bagers imponerende treetages købmandsgård, nu Toldboden og kun i 2 etager.

Biskoppen fortæller

Biskop Jacob Madsen var da også synligt imponeret, da han i 1588 første gang så byens havn og noterede ned, at der var ”40 skuder og skibe for byen” altså i havnen eller på reden. Et imponerende antal særlig i betragtning af det ringe antal købmænd, 4 foruden Niels Bager, men så var der til gengæld så mange flere søfolk.  

Havnen udvides

Havnen havde indtil 1766 kun en skibsbro på den nordre side. Den måtte ofte vedligeholdes. I 1766 blev den udbygget med 100 meter, og skibsbroen var med den gamle bevarede del nu i alt 178 meter. I renæssancen ( 1536 – 1660) har den således kun været på ca. 80 meter.  Indtil udgangen af 1800 tallet var der stadig en stor åben havneplads  med gårde og magasinbygninger, men nu også præget af Tornøes Hotel.

Jernbanen kommer

Renæssancehavnen – byens største herlighed eller selve byens ”ansigt” – led en meget krank skæbne, og skæbneåret er let at udpege. År 1900! Dette år kom jernbanen til Kerteminde og trak sit spor over en ny jernbanebro, tværs over indløbet til den gamle havn, der hermed blev ubrugelig som søfartshavn, og hele udviklingen blev i stedet koncentreret til den nye erhvervshavn – øst for jernbanebroen.

Efter 68 år blev jernbanebroens markante stålgitter fjernet fra havnen, og der blev atter fri indsejling til den gamle reæssancehavn ( Foto 1968 Kerteminde Byhistoriske Arkiv) .

Som et mellemspil kunne den gamle havn bruges af fiskerne med deres joller og fiskepakhuse. Men det blev blot en parentes. De gamle bolværker med deres vedligeholdelseskrav måtte i 1950’erne vige for en mere praktisk stendossering, der ledsaget af en ny Langebro og fremskudte parkeringspladser forvandlede byens stolthed til en blot og bar stensat kanal, som ingen umiddelbart forstod formålet med. Bøddelen var motoriseret. Kronen på værket var en ny omfartsvej, der blev ført skråt over den gamle havneplads og således reducerede denne til nogle tilfældigt afskårne småstumper.

I 1967 afvikledes kertemindebanen og jernbanebroen fulgte snart efter, om end dens landfæster stadig kan erkendes. I købstadens jubilæumsår 2013 er renæssancehavnen genskabt i en helt ny udgave med bolværk,  plads til joller, havneplads og terasseformede plateauer ned mod vandet. Den vil igen blive byens ”ansigt”, men nu for fritids- og oplevelsessamfundet.